Svanemærket kantine

Svanemærket kantine

I 2017 viste en ekstern vurdering, at vores kantine allerede lever op til flere af de krav, som svanemærkningen kræver. Men vi er ikke helt i mål endnu. De sæber og rengøringsmidler, som vi anvender, har længe været mærket med Svanen eller EU-Blomsten, men det er først nu, at det er lykkes os at finde et miljømærket opvaskemiddel, som er godt nok til vores behov.

Andre tiltag for at nå i mål handler om at dokumentere forbruget af energi og vand, samt indkøb af fødevarer. Indkøb af fødevare handler blandt andet om økologi, GMO, bæredygtige fisk og sporbarhed i forhold til oprindelse af kød.

”Økologi har længe været en prioritet, ligesom jeg også har købt MSC-mærkede fisk. At vi nu skal dokumentere vores indkøb, er imidlertid nyt, og her spiller leverandørerne en central rolle.  Jeg er derfor i gang med at aftale med de enkelte leverandører, hvordan vi bedst lander det krav”, fortæller køkkenchef Heine Skriver.

Dokumentation er også et nøgleord i vores forberedelse på at blive CSR-certificeret. Heine Skriver oplever derfor, at certificeringsarbejdet og forberedelserne til en svanemærkning går hånd i hånd.

”Mange af de krav, som svanemærkningen indebærer, handler jo om CSR. Fx at vi skal servere en vegetarisk ret hver dag, som tilgodeser kollegaer, der ikke spiser kød. Men også at vi skal dokumentere, at vi rent faktisk lever efter vores mål”, supplerer CSR-konsulent Pia Kjær Øulée.

Virksomheden forventer, at kantinen i Hedehusene kan opnå svanemærkningen i sidste halvår af 2018.