Genbrug og genanvendelse

– Pantsystemet sikrer genanvendelse i verdensklasse

Det danske pantsystem står for genanvendelse i verdensklasse. Brugte flasker og dåser med pant bliver indsamlet af Dansk Retursystem. Det betyder, at de ikke er blandet sammen med affald. Det gør det let at genanvende dem på højeste niveau til nye flasker og dåser eller andre emballager til fødevarer.

Aluminium, plastik og glas kan også blive til mange andre produkter som fx cykler, vinduer og fleecetrøjer. Men når dåser og flasker bliver til nye dåser og flasker, kan de i princippet genanvendes igen og igen til samme formål. Det skyldes, at materialernes høje værdi bevares til gavn for miljø, klima og jordens beholdning af ressourcer.

Det er genanvendelse. Og den er i verdensklasse. Men hvad er egentlig forskellen på genanvendelse og genbrug? Det kan du kan læse mere om længere nede på siden.

Genbrug og genanvendelse er ikke det samme

I daglig tale hører man tit genbrug og genanvendelse omtalt som det samme. Men der er en klar forskel.

Det er genbrug, når et produkt bliver brugt igen, uden at materialet smeltes om til en form for råstof først. For eksempel de grønne ølflasker med pant, som bryggerierne henter i butikkerne, når forbrugerne har afleveret dem. De glasflasker kaldes genpåfyldelige, fordi bryggerierne vasker dem og fylder dem med øl igen. De bliver altså brugt igen med samme form og på samme måde.

Det er genanvendelse, når materialerne fra et brugt produkt bearbejdes via eksempelvis omsmeltning. For eksempel bliver engangsflasker og dåser med pant – som du kan kende på det danske pantmærke – smeltet om til nye flasker og dåser i så høj grad som muligt. Det er genanvendelse.

Hierarkiet for genanvendelse

Når Dansk Retursystem tilstræber at brugte dåser og flasker så vidt muligt bliver til nye igen og igen, er det genanvendelse på meget højt niveau.

Tomme dåser og flasker kan genanvendes på fire forskellige niveauer:

Hierakiet for genanvendelse

Niveau 1: fra dåse til dåse

Det danske pantsystem står for genanvendelse i superligaen! Her kan en tom dåse eller flaske næsten blive til en ny dåse eller flaske. Det kan lade sig gøre, fordi aluminium, glas og plastik fra flasker og dåser ikke bliver blandet sammen med aluminium, glas og plastik fra andre ting. Det betyder, at materialernes kvalitet er høj nok til at opbevare fødevarer i. Den slags genanvendelse kan i princippet foregå for evigt og skåner miljø og klima allermest, fordi man bruger markant mindre energi og undgår at udvinde nye råstoffer.

Niveau 2: fødevare-emballager 

Den næstbedste genanvendelse er, når dåser og flasker bliver brugt til at fremstille ­emballager til andre slags fødevarer. Der er fx aluminium i metalforme til leverpostej eller plastik i tomatbakker. Det sparer også jomfruelige råstoffer, men i Danmark indsamles fødevareemballagerne typisk sammen med andre materialer, og derfor kan det være vanskeligt at genanvende dem til nye fødevareemballager. Man kan derfor sige, at fødevareemballagerne genanvendes i et loop, når de går fra flasker og dåser til andre fødevareemballager, mens de får flere ture i ’genanvendelseskarrusellen’, hvis de bliver til nye flasker og dåser. Nogle steder smides de brugte fødevareemballager endda i skraldespanden til forbrænding, og så bliver de ikke genanvendt igen.

Niveau 3 + 4: blandet i produkter  

Tredjepladsen i hierarkiet over genanvendelse af flasker og dåser er, hvis de bliver til ikke-fødevareemballager som fx havestole, fleecetøj, cykelstel eller vinduer.

Her bliver materialerne fra flasker og dåser blandet med andre materialer og tilsat kemikalier, der gør det yderst vanskeligt, at få dem tilbage i kredsløbet til nye flasker og dåser. Og netop fordi produkter typisk består af mange materialer og kemikalier, sker der ofte det, at de bliver genanvendt på et endnu lavere niveau (nummer fire i hierarkiet), når produkterne er udtjente.

‘Genanvendelseskarrusellen’

Man kan sige, at jo længere nede i pyramiden dåser og flasker genanvendes, jo færre ture får de typisk i ’genanvendelseskarrusellen’, fordi kvaliteten forringes. Hvis dåser og flasker ikke bliver til nye, betyder det samtidig, at der skal udvindes helt nye råstoffer, som lever op til de kvalitetskrav, som gælder for emballager til drikke- og fødevarer.

Som du kan se på nedenstående grafik, er en vigtig pointe, at genanvendelse er ensrettet. En dåse kan fx blive til en ny dåse, men ender dåsens aluminium i et cykelstel, har dåsen vanskeligt ved at genopstå som dåse.

En dåse kan altid blive til en ny dåse, men er den først ude af cyklussen og anvendt til eksempelvis et cykelstel, kan den aldrig komme tilbage i cyklussen igen.