Dansk Retursystem henter og sorterer flasker og dåser, før de bliver smeltet om og genanvendt til nye. Så behøver man ikke begynde forfra og bruge bauxit, råolie og flodsand.

Hver dag henter vi ca. 3,5 millioner tomme dåser og flasker rundt om i hele landet og kører emballagerne til vores fabrikker i Jylland og på Sjælland.

Her bliver dåser og flasker sorteret efter materiale, så aluminium, glas og plastik er skilt fra hinanden.

Dåser og plastikflasker bliver mast sammen i kæmpe store baller med ca. 22.000 dåser og ca. 9.000 plastikflasker i hver.

Hvad sker der med dåser og flasker, når de er afleveret ved Dansk Retursystem?

Aluminium bliver kørt til forarbejdnings­anlæg, hvor dåserne bliver smeltet om i store ovne. Den flydende masse rulles ud til tynd folie, man kan udstanse nye dåser af. Plastik bliver kørt til anlæg, vasker det og knuser det til små flager. De bliver smeltet om og brugt som plastik til nye flasker og andre emballager til fødevarer. På forarbejdningsanlægget bliver glas sorteret i farver, knust i mindre stykker og smeltet om til nye glasflasker eller syltetøjsglas.

Dansk Retursystem samarbejder kun med specialiserede anlæg, der er godkendt til at fremstille emballager til fødevarer. Alt materiale bliver solgt på kontrakt direkte til virksomhederne, så vi kan kontrollere kvaliteten.

På vores side med årsrapporten og nøgletal, kan du læse om de store ressourcebesparelser vi sikrer gennem det danske pantsystem.

Hvad skal der til for at lave en dåse?

Vil man i stedet fremstille en dåse fra begyndelsen, bruger man aluminium. Det er et metal, som primært består af bjergarten bauxit, der findes i fx Australien, Brasilien, Kina og USA.

Otte procent af jordskorpen består af bauxit, så der er rigeligt af det. For at få 1 kilo aluminium skal man dog udgrave fire gange så meget bauxit og omdanne det til aluminium i en kemisk proces. Hvis man i stedet smelter en tom dåse om til en ny, bruger man 95 procent mindre energi på den arbejdsproces.

Hvad skal der til for at lave en plastikflaske?

Når man producerer en ny plastikflaske, bruger man hovedsaglig råolie, som hentes op fra havbunden og raffineres i store anlæg i fx Norge, Sverige og Tyskland. Det meste råolie i verden bliver brugt til benzin og andre brændstoffer, og kun 5 procent går til at fremstille plastik. 1 kilo plastik kræver 2 kilo råolie. Verden har kun en vis mængde råolie, som ikke bare kan fornys, fordi det tager mellem 10 og 60 millioner år at danne råolie i jorden.

Hvad skal der til for at lave en glasflaske?

Glas til flasker er skabt af fint flodsand fra fx Belgien. Det smelter man ved høje temperaturer med kalk og soda, så glasset holder bedre. Man bruger 1,2 kilo råstoffer til at producere 1 kilo glas.