Vi køber miljømærkede produkter og mest muligt, der kan genanvendes

Dansk Retursystem er medlem af Miljømærkning Danmarks netværk for virksomheder, der køber miljømærkede produkter. Som udgangspunkt går vi efter varer med de anerkendte miljømærker Svanen og Blomsten, og hvert år dokumenterer vi, at vores indkøb på en række områder lever op til en høj standard. På den måde er vi med til at skabe efterspørgsel på bæredygtige produkter.

Vi stræber også efter, at vores egne produkter kan genanvendes. Den særlige sæk på pantstationerne er fx produceret af et materiale, der kan smeltes om og bruges igen. Ansatte på Dansk Retursystems fabrikker får rent arbejdstøj fra et svanemærket vaskeri, og køkkenaffald fra kantinerne bliver sendt til kompostering og omdannet til biogas.

I de kommende år øger vi vores fokus på miljøvenlige indkøb.