EMBALLAGEREGISTRERING.dk letter hverdagen for tæt på 90% af alle producenter og importører.

For at give den bedste og hurtigste service til importører og producenter og for at sikre en så effektiv proces som muligt, har vi udviklet et digitalt tilmeldingssystem. I 2018 er det vores mål, at mindst 80% af producenter og importører benytter portalen emballageregistrering.dk.

Der er 990 importører og producenter tilmeldt pantsystemet, som årligt tilmelder 5-6.000 nye emballager. Allerede nu kan vi konstatere, at langt over størstedelen af emballagetilmeldinger sker digitalt, og at vi derfor allerede nu er over målet på 80%. Vi forventer, at den positive udvikling vil fortsætte frem mod udgangen af året og glæder os over, at der har været så stor tilslutning.

Det skal være nemt at tilmelde emballager

Ved tilmelding af emballager sørger vi for, at emballagerne kan genkendes i pantautomaterne, når forbrugere afleverer dem.

Det er vigtigt for Dansk Retursystem, at importører og producenter oplever, at det er nemt at tilmelde sig. På vores hjemmeside findes der trin for trin vejledninger i, hvordan virksomheder tilmelder sig, og hvordan de tilmelder deres emballager. Desuden tilbyder vi rådgivning i forbindelse med tilmelding og har udarbejdet guidelines for design, så det er nemt at forstå, hvad der skal til for at sikre den bedste genanvendelse i cirkulær økonomi.

Med det digitale tilmeldingssystem kan producenter og importører tilmelde emballager hele døgnet. Fleksibiliteten og det, at der nu er én indgang, er nogle af de vigtige årsager til succes. Vi er i øjeblikket også ved at udvikle en ’Min Side’, men allerede nu kan producenterne let tilgå al deres data online.

Vi udvikler de digitale løsninger løbende, og der er planlagt udviklingsprojekter for 2019. Her bliver juice- og saftemballager forventeligt også en del af pantsystemet, og det betyder, at disse produkter også nemt kan tilmeldes og implementeres via portalen.