Fortsat høj returprocent

En høj returprocent kommer ikke af sig selv. Først og fremmest skal det være let at komme af med emballagerne. Dansk Retursystem udvikler derfor løbende nye afleveringsmuligheder. 

”Senest har vi udviklet ’Drop and go’; et koncept, der henvender sig til dem, der panter store mængder. Her hælder man alle sine emballager i automaten på én gang, og så bliver panten udbetalt med det samme. De foreløbige testresultater viser stor tilfredshed blandt brugerne” fortæller marketingchef Anne-Mette Bundgaard. Drop and Go er både testet af erhvervskunder og forbrugere.

”Næste skridt er at teste konceptet på årets Roskilde festival og Smuk Fest, og det bliver spændende at se, om det også falder positivt ud”, fortsætter Anne-Mette Bundgaard. 

En høj returprocent afhænger også af, at miljø- og klimagevinsten ved at genanvende flasker og dåser er let at forstå.

”Enhver emballage tæller, og vi har derfor konstant fokus på at fortælle den gode historie, så danskerne bliver ved med at aflevere deres dåser og flasker. Det sidste år har vores kampagner især handlet om klima. Blandt andet via samarbejdet med klimaudstillingen Climate Planet, hvor 150.000 gæster og 4.500 skoleelever besøgte vores  udstillingsrum ’Learning Lab”, forklarer kommunikationsdirektør Hanne Luke.   

Sammen med små animationsfilm om klimagevinsterne ved at genanvende dåser og flasker og den årlige skolekampagne ’Pantheltene’ er de forskellige kampagner med til, at øge kendskabet til Dansk Retursystem, hvilket også gavner returprocenten.