Alle virksomheder skal tage imod tomme flasker og dåser med pantmærke, som de sælger eller giver til deres kunder og gæster. Det er et krav ifølge dansk lov og kaldes returtagningspligt. Formålet er at sikre, at emballagerne bliver genanvendt til gavn for miljø og klima.

Returtagningspligten har tre niveauer:

  1. Butikker MED flaskeautomat skal altid tage imod alle flasker og dåser med pantmærke. De skal også tage imod alle genpåfyldelige flasker fra bryggerierne, der svarer til den type emballager, som butikken sælger. Dåser købt i udlandet kan man vælge at tage imod, selvom de ikke udløser pant.
  2. Butikker UDEN flaskeautomat skal altid tage imod flasker og dåser af samme materiale, som de sælger eller tidligere har solgt. Sælger man drikkevarer i dåser, skal man også tage imod dåser med pantmærke. Det samme gælder for drikkevarer i plastikflasker og glasflasker. Uanset hvilket mærke det er. Derudover skal man tage imod genpåfyldelige flasker fra bryggerierne, når de svarer til den type emballager, butikken sælger. Dåser købt i udlandet kan man vælge at tage imod, selvom de ikke udløser pant.
  3. Restauranter, caféer, kontorer m.m. skal kun tage imod de flasker og dåser, de sælger eller giver til deres egne kunder og gæster, og som bliver drukket på stedet.

Illustrationen viser, at butik med flaskeautomat skal tage alle dåser og flasker retur. Butikker uden flaskeautomat skal tage emballager retur, der svarer til den type emballager de sælger. Restauranter, caféer, kontorer m.m. skal kun tage flasker og dåser retur, de har solgt eller givet til deres egne gæster og kunder.