top_miljøfordele

Det sparer på jordens råstoffer og skåner klimaet, når tomme dåser og flasker bliver til nye i stedet for at lave emballager helt forfra

Et par kroner er din personlige gevinst, når du afleverer en dåse eller flaske og får panten retur. Men udbyttet ved at genanvende er meget mere værd.

For verden har ikke uanede mængder råstoffer. Råolie til at fremstille plastikflasker blev fx dannet i havbunden for mellem 10 og 60 millioner år siden og kan ikke bare fornyes. Og generelt bruger verdens befolkning hvert år 1½ gange så mange ressourcer, som kloden selv kan producere.

Lokale økosystemer bliver belastet, når man udvinder råstoffer til nye dåser og flasker. For at få 1 kilo aluminium til dåser skal man grave fire gange så meget bauxit ud af miner i bl.a. Brasilien og Australien. Det rydder området for træer og planter, som indskrænker dyrelivet og laver rod i økosystemerne.

Energiforbruget bliver også mindre, når man genanvender frem for at udvinde råstoffer til helt nye dåser og flasker. Det kræver fx 95 procent mindre energi at smelte tomme dåser om til nye sammenlignet med at lave bjergarten bauxit om til aluminium.