tema5-temaNår du finder en gammel cykel, er din første tanke måske, at den bare skal smides ud. Eller også tænker du, at cyklen består af rigtig mange forskellige dele: Gummi, jern, aluminium, plastik. Så hvis den gamle cykel blev skilt helt ad, så kunne delene bruges igen til at lave en ny cykel. Eller et helt andet nyt produkt.

Nye ting ud af gamle

Flere og flere har fået øjnene op for, at det er en god idé at genanvende. Vi ser på affald med nye øjne og sorterer, genbruger og genanvender. Når vi kigger på plast, pap, papir, tøj og mobiler, ser vi værdi og ressourcer – akkurat som vi altid har set på olie og ædle metaller, som værdifulde ressourcer.

Materialerne består af råstoffer, og der bruges mange ressourcer til at lave materialer. Når man fx laver en cykel, bruger man blandt andet gummi, aluminium og plastik, som hver især er dannet af forskellige råstoffer. Når vi genanvender, bevarer vi Jordens ressourcer i et lukket kredsløb. Samtidig sparer vi energi og mindsker udledning af CO2, fordi det ofte koster mindre energi at genanvende ting end at starte forfra hver gang.

Køb, brug og smid væk

Hver eneste dansker producerer ca. 668 kilo affald om året, fordi vi køber mange nye produkter, som vi smider ud igen, når vi er færdige med at bruge dem. Det hedder lineær økonomi, når virksomheder fremstiller produkter, som vi køber og smider ud. Lineær økonomi har i årtier været en succesfuld måde at drive forretning på, fordi det var nemt at lave nyt – der var masser af råstoffer at tage af, og råstofferne var tilmed billige. Når en ting gik i stykker, købte vi bare noget nyt.

Eller køb, genanvend og køb igen

En anden model går ud på at designe vores ting, så mindst muligt går til spilde, når produktet ”dør”. Det kaldes cirkulær økonomi og betyder, at alle råstofferne ”genopstår” som nye. I cirkulær økonomi gælder det om at genanvende, genbruge, reparere og bruge materialerne igen i stedet for at smide dem ud.

I Danmark er der pant på flasker og dåser. Det betyder, at de fleste bliver afleveret i flaskeautomaten i stedet for at blive smidt ud. Værdien bevares! Pantsystemet er et godt eksempel på cirkulær økonomi. Når du afleverer flasker og dåser i flaskeautomaten, bliver materialerne i et lukket kredsløb, hvor de kan genanvendes igen og igen uden at miste værdi.

Er du klar?

Tag med på mission, og skriv nye kapitler til den uendelige historie. Løs opgaven ved at følge linket til højre.

God fornøjelse!